Mine mindeord til min far følger her: Kære
Farmand Kære
alle far’s kære Stilfærdig tryghed, varme, glæde og kærlighed.
Sådan oplevedes den tid vi fik lov til at dele med dig i denne verden. Med de
ord, kan vi beskrive de følelser og tanker, der strømmer igennem os, nu hvor vi
skal lære at mindes dig. Nu hvor vi skal forsøge at vende os til, at vi ikke
længere kan holde din varme hånd. Hvor vi ikke længere kan høre din varme og
rolige stemme. Hvor vi ikke længere kan glædes ved dit nærvær. Nu hvor du har
ladt os tilbage minderne: Tankerne om alt det gode der var. Onsdag aften sagde Josefine til mig: ”Nu må du
se at lære at klare dig selv far. Nu har du ingen Far mere.” Jeg svarede hende,
at det havde du og mor lært mig at gøre allerede for mange år siden. Mit svar
til Josefine var nok på mange måder sandt – men alligevel: Det vil blive
lidt vanskeligere at klare sig selv nu, da du ikke længere er hos os. Nu, hvor jeg fortvivlet skal forsøge udtrykke
hvem og hvordan du var, vil jeg, uden frygt for at det skal lyde som hule tomme
floskler, bruge ordene : En
hædersmand En mand
af ære En god
mand. Trofast
og kærlig. Din vej gennem livet var selvfølgelig belagt
med både gode og dårlige stunder. Det gav du selv udtryk for til det
allersidste. Selv om dine vanskelige perioder til tider var hårde ved dig og
livet viste sig fra sine grimme sider – og selv om vi hverken kan eller skal
glemme dette i denne stund har jeg dog en god følelse af, at du vil være enig,
når jeg står tilbage med den opfattelse, at du alt i alt havde et godt liv. Et
liv, der også gav dig mange lykkelige tider. Meget du holdt meget af. Mange du
elskede – ligesom vi var mange der har holdt meget af og elskede dig. Du har i dig haft et godt og solidt fundament
med gennem hele livet – en rød tråd: Når Birgit beretter om din flidspræmie fra
dine tidlige skoleår – så er det jo DIG. – Og det er DIG, der aldrig har
fortalt mig om det. Da jeg for første gang fredag aften så din
læres vurdering på din realeksamen: ”En god og flittig ung mand” – Så er det jo
DIG. Og det er DIG, der aldrig har vist mig den. Birgit fortalte også en anden hændelse. Du
havde, da du var udlært, glædet dig til at drage igennem Europa på din
motorcykel: rejse, se og arbejde! Du rejste også og du fik arbejde i Tyskland,
men efter kort tid døde Klaus’es far. Din mor ringede
og kaldte dig hjem i hendes store sorg. Da afbrød du dit forehavende –
tilsidesatte din egen drøm og gjorde det du fandt rigtigst: Drog hjem igen og
var hos din mor og Klaus. Når jeg hører dette kan jeg jo ikke sige andet end –
Dét er jo DIG. Og det er også dig, der aldrig har fortalt mig om dette. Det var også dig, jeg stod i vinduet og
ventede på, når du kom hjem fra arbejde – ikke mindst på torsdage hvor du uden
en eneste gang at glemme det kom hjem med Tessa’s og
min Torsdagsgave. Det var DIG, der hver juleaften tændte træet
og først lod os se det når det sidste lys var tændt og det strålede i al sin
glans. Det var dig jeg sad på skødet hos lang tid
efter, at de fleste drenge var holdt op med at sidde på skødet af deres fædre. Det var dig der holdt og holdt så meget af
vores sommerhus i Jyllinge. Det var dig der gravede spanden ned mellem
piletræerne. Og det var dig der glædedes over naturens underfundigheder, da der
mellem de samme piletræer voksede en tomatplante op og gav – som du selv
udtrykte det ”verdens bedste tomater”. Det var dig, der sommer efter sommer kørte
Europas veje tynde på vores vidunderlige rejser. Du ville have at også vi
skulle rejse, se og lære. Det gjorde vi og hvor er vi dog beriget med mange
vidunderlige minder fra disse ture. Det var også dig, der dag efter dag gik på
arbejde for at udøve det håndværk du havde lært dig med så stor dygtighed og
som du udførte med så stor omhu og ansvarsfølelse. Jeg husker næppe en dag,
hvor du holdt dig hjemme på grund af banaliteter som influenza og forkølelse.
Kun da din ryg til sidst brød sammen efter mange års hårdt arbejde måtte du
nødtvunget melde dig syg. I dag er der mange mennesker i dette land, der sidder
i ly for vind og vejr bag de mure som du har bygget og pudset og endnu flere
der hver eneste morgen kan glædes over at ordne sig i de badeværelser du har
udført med så stor omhyggelighed! Det var også DIG, der aldrig lod os høre et
eneste beklagende ord når du kom hjem fra dagens dont. Det var dig, der dirrede som espeløv i ren
nervøsitet, da Tessa en tidlig morgen gik til skolen for at tage sin sidste
eksamen – og det var dig der med glædestårer i øjnene tog imod hende da hun kom
hjem igen med huen på. Det var dig, der næsten ikke kunne få
minutterne og timerne til at gå, mens du ventede på besked fra Rigshospitalet
den lørdag hvor Pernille, den første af dine seks elskede børnebørn, blev født.
Den lørdag forlod jeg også Rigshospitalet i silende regn – lige som jeg gjorde
i onsdags. Den lørdag var det glædestårer der faldt fra himlen – dét var det
ikke i onsdags. Vi havde, Tessa og jeg, en vidunderlig barndom
fyldt med tryghed, kærlighed og stabilitet. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om,
at dette var noget der var grundlæggende vigtigt for dig. Dette er måske også
grunden til, at du så længe – måske for længe – forsøgte at holde fast og
sammen på familien, dengang det begyndte at gå dårligt i dit og mors forhold.
Dét kæmpende du længe for alt i mens du magtede at være den samme trygge far
for os. Det er også DIG at du ville dette og kæmpede så hårdt for at få det til
at lykkes. Derfor ramte det dig også så forfærdelig tungt, da du sluttelig
opgav denne kamp. Du må have været mentalt udmattet og det er måske nok grunden
til, at der fulgte nogle år, hvor du valgte veje, der egentlig var utænkelige
for dig. Men fordi du havde dit solide fundament
kæmpede du dig tilbage og op igen. Du genvandt ressourcerne til atter at blive
og være DIG. Du genvandt din stille og rolige – og er jeg sikker på – store
lykke. Vi glædede os med og over dig – vi nød din kærlighed til os og dine
børnebørn, som du brød dig så uendeligt meget om. Vi mærkede din glæde over, at Tessa og jeg
havde det godt. Din glæde over at netop Marianne og Jan blev vore
livsledsagere. Du viste på din stille facon os din glæde over, at vi havde og
har det så godt sammen. Og vi forstod når du var bekymret for os – hvadenten
det var fordi jeg arbejdede for meget eller Jan’s
husbyggeri blev for stor en mundfuld. Vi nød vore stunder sammen med dig
ligesom vi ved, at du nød dem. Uanset om det så var i et af vore hjem eller når
du tog i mod os der hjemme med dine gastronomiske mesterværker og kræsede for
os. Du glædede dig så usigelig meget over dine børnebørn og fulgte nøje med i
hvordan det gik dem. Og du smilede blot, når de legede, hyggede sig og ikke
mindst rodede hjemme i din stue. Vi forstod, at de bedste gaver du kunne få var
dem, de små selv havde lavet til dig. Og vi mærkede din glæde over den regelmæssige
kontakt du fik med Birgit, dine besøg hos hende og jeres oplevelser når i
sammen mindedes jeres fælles barn- og ungdom. Din udlængsel til andre lande
havde du ikke længere – dine rejser til Birgit og jeres fælles minder og fortid
var de eneste rejser du virkelig havde lyst til og som du hver gang så frem til
og bagefter glædestrålende fortalte så meget om. Især blev dine år i Fredens Hus lykkelige. Det
var for os så pragtfuldt at se din glæde over både ejendommen og din lejlighed.
Lige op ad Fælledparken og midt på det Østerbro som du elskede så meget. Her
fandt du hurtigt frem til de daglige rutiner og en livsførsel,
som du trivedes med. En livsførsel der på mange måder
var imponerende. Du holdt dit hjem ulasteligt – altid var der rent og pænt.
Ikke en dag fik der lov til at gå uden god hjemmelavet varm middagsmad. Din
glæde for naturen gav sig blandt andet udslag i nogle af byens bedst og mest
omhyggeligt passede planter. Flere af os har selv planter, der stammer fra de
stiklinger du gav os. Så godt som hver dag var du på gaden, fik foretaget dine
indkøb og hyggede dig et par timers tid med dine faste bordpartnere først på
Røde Lygte og sidenhen på Perlen. Her sad i så og
gassede hinanden og ordnede verdenssiutationen. Bøgernes verden blev også for alvor genåbnet
for dig. Din lyst til at læse var stor og bredden i det du læste var
imponerende. Du fortalte gerne om det du læste og nød at dele dine
læseoplevelser med os andre. Ikke mindst du og Marianne delte mange gode
bogoplevelser. Det sidste du fik læst var første bind af Ringenes Herre:
Eventyret om Ringen. Det var en fornøjelse at høre dig tale om denne bog og
siden dig og Marianne’s fælles begejstring for
historien. Du glædede dig meget til at læse de to sidste bind, men nåede det
aldrig. Jeg håber virkelig, at der dér hvor du er nu, er en venlig Hobit, der fortæller dig resten af historien. Bøgerne må have været en af flere kilder til
den utroligt store viden du havde. En viden du på ingen måde skiltede med.
Tvært imod. Derfor skal jeg indrømme, at jeg ved flere lejligheder lod mig
overraske over din viden om nær sagt hvad som helst. Den blev kun udstillet for
mig og andre, når vi en sjælden gang i mellem spillede Trivial Pursuit, Century eller når selskabet, du var en del af, kom
ind på et emne, hvor vi andres viden ikke strakte til. Du var egentlig et
omvandrende leksikon, men opførte dig i denne henseende for det meste som en
lukket bog. Det var også i Fredens Hus, du mødte din Amly. Selv om vi ikke fik lov til at se Amly
så meget, var vi aldrig i tvivl om hvor glad du var for hende. I havde jeres faste
ritualer med avis og kryds-og-tværs bytteri. I spiste ofte sammen. Tog på ture sammen. På disse
ture lykkedes det ofte Amly at få dig til at købe
noget til dig selv – som du ellers ikke ville have købt. Bagefter fortalte du
med glæde derom. For Tessa og jeg var det ikke rigtig til at finde ud af om i
var kærester eller gode venner. Dét var da heller ikke vigtigt at vide dette –
vi vidste i hvert fald, at I havde det godt sammen på jeres måde. De sidste par år fik du problemer med hjerte
og lunger. Din krop tillod dig ikke længere at gå så langt – vejret kunne
simpelthen ikke følge med. Dette forhindrede dig dog ikke i fortsat at komme på
gaden – du tog blot bussen og den tid det nu måtte tage. Det forhindrede dig
heller ikke i fortsat at besøge os, selv om det nok blev lidt mere sjældent.
Ja, forrige jul holdt du julefrokost for os alle sammen. Vi måtte intet mad
tage med – alt ville du selv stå for. Du gjorde det også! Serverede den ene
delikate lækkerbisken efter den anden. Vi kom tidligt på dagen men blev
alligevel til meget sent. Den dag og aften står printet skarpt i mindet kære
Far – hvor vi dog alle sammen – også du - hyggede os i dine stuer. Du må have
haft umanerligt travlt – du må have slæbt varer hjem af utallige gange. Jeg er
sikker på, at du bagefter selv mente at det havde været alt sliddet værd! Også
selv om vi nok forstod, at du ikke igen ville orke sådan en omgang. Det
forhindrede dig dog ikke i endnu et par gange at kræse for os. Først da du lod
os ordne en påskefrokost i Nærum, hvor du var meget nøje med, at du fik lov til
at betale det hele og siden på din sidste fødselsdag, hvor vi spiste på en
restaurant, som du kendte godt og bagefter tog kaffen hjemme hos dig. Den gang vidste vi jo ikke, at det var sidste gang
vi alle skulle samles sammen med dig og hygge os i din dejlige lejlighed. Ja,
siden begyndte vi endda sammen med dig at håbe på, at lægerne ville kunne give
dig den pacemaker, der kunne hjælpe dig til at genvinde en del af din enorme
styrke. Sådan skulle det ikke gå kære far. Vi fik alle
lov til at leve i håbet helt frem til
den allersidste tid, hvor du vel også selv fornemmede at det bar mod
slutten. De tanker og følelser det må have givet dig, ville du ikke dele med
os. Helt til det sidste bevarede du din sjældne evne til at ville bryde og
belaste os så lidt som muligt – jeg håber ikke, at du skånede os for meget – at
du virkelig forstod, at vi alle var der og var klar til at tage kampen sammen
med dig. Det gik så alt for hurtigt på en måde – selv om de rationelle tanker
igen og igen forsøger at overbevise os om, at ”når det endelig skulle være, så
var det godt, at det gik så hurtigt.”. Kære far nu er du ikke hos os mere. Men i vore
tanker og hjerter vil du fortsat leve med stor styrke. Alt det du var vil
fortsat være der – det vil være der for evigt. Vi håber, at du har det rigtig godt og dejligt
der hvor du er nu – og vi savner dig så forfærdelig meget. Kære alle samme. Der vil nu blive spillet et
stykke musik. Mens dette foregår kan vi hver i sær få ro til selv med vore egne
tankers ord at tage afsked med far – eller for os selv bede en bøn eller et
fadervor for ham.